Økologi

Hos Local Spirits sætter vi økologi på dagsordenen i spiritusindustrien. Vi vil gerne gøre det nemt at købe økologisk og lokalt. Derfor er ca. 40% af vores sortiment økologisk, og vi arbejder hele tiden på at tilbyde endnu flere økologiske produkter sammen med vores samarbejdspartnere. I regnskabsåret 2022/23 kom 48% af vores omsætning fra salg af økologiske produkter. Det er heldigvis en tendens, der vokser fra år til år, efterhånden som Local Spirits distribuerer for flere øko-producenter og bliver leverandør af spiritus og associerede varer til det voksende antal af øko-fokuserede kunder.

I er med til at tage det økologiske valg
Præcis som os selv, elsker I heldigvis også økologi. Vi kan se, at flere og flere har økologi med i ordren, når I bestiller jeres varer. Faktisk er der ét eller flere økologiske produkter på næsten 75% af jeres ordrer. Det, synes vi, er ret sejt!

Samarbejde med Økologisk Landsforening
Når man tænker på økologi, falder tanken oftest på fødevarer frem for drikkevarer. Men faktisk spiller økologiske drikkevarer en betydelig rolle, når man måler deres indvirkning – for eksempel i kilo. Størstedelen af al spiritus produceres på korn, der dyrkes på markerne. Efterfølgende bliver kornene destilleret og forvandlet til de velkendte drikke som vodka og gin. Selvom Danmark ligger i front, når det gælder økologi, er der stadig plads til forbedring. Vi vil gerne være med til at støtte op om mere økologi i Danmark, der vil gavne både biodiversiteten og grundvandet. Derfor er vi medlem af Økologisk Landsforening, så vi sammen med dem kan få et større fokus på økologi i drikkevareindustrien.

Det Økologiske Spisemærke
I 2009 indførte Miljø- og Fødevareministeriet i samarbejde med Økologisk Landsforening Det Økologiske Spisemærke. Mærkningen er udviklet for at hjælpe foodservice-sektoren med at omlægge menukortet til økologi, der samlet set skal bidrage til den økologiske omstilling i samfundet. En YouGov-undersøgelse foretaget for Fødevarestyrelsen viser, at hver femte forbruger vælger spisested ud fra, om der bliver serveret økologisk mad og drikke, og samtidig er mere end hver tredje villig til at betale ekstra for at maden og drikkevarerne er økologiske, når de spiser ude. Dette indikerer et stort uudnyttet potentiale i at omlægge flere restauranter til økologi.

Læs også om bæredygtighed i spiritusbranchen